Toplederen skal emme af pionerånd

Artikel bragt i Berlingske Business

Det kan lyde hårdt; men ledere, der piver over forandringer, er som brandmænd, der er bange for ild. De duer ikke.

Ved regeringsskiftet blev der som altid skabt store forandringer i centraladministrationen. Nye ministerier og styrelser blev oprettet, andre delt op eller helt nedlagt. Mange ansatte fik på et øjeblik vendt op og ned på deres hverdag.

Jeg kom til at tænke på den klassiske beskrivelse af en litterær novelle. Novellen begynder typisk med ”stokken i myretuen”. På et sekund kan en hændelse vende op og ned på livet i den lille tue. I noveller kan ”stokken” være alt fra et uskyldigt middagsselskab til et mord. Fra det ene sekund til det andet er orden og dagligdag vendt til uorden og kaos.

Jeg ser for mig de flittige myrer pible frem og tilbage: Hvad er der sket? Hvad nu? Hvordan løser vi det her? Lynhurtigt får de tusindvis af myrer dog indstillet sig på situationen og går i gang med at bygge en ny tue.

Situationen er måske nok særlig for centraladministrationen, men vi oplever også private virksomheder, der bliver overtaget over night. Uanset så er et kernespørgsmål for topledere: Hvordan tackler vi pludselige forandringer?

For mig handler det først og fremmest om, at toplederen særligt i de situationer gløder af pionerånd. Det betyder ikke bare, at han går forrest ind i ukendt land. Men at han gør det med en entusiasme stærk nok til, at medarbejderne lader sig smitte og følger efter.

Store omlægninger af arbejdsområder og opgaver påvirker alle. Også lederne. Men det er ikke lederens rolle at beklage sig over det. Piveri smitter på samme måde som entusiasme gør det. Mit gæt er da også, at de fleste topledere tænder på forandringer og nye udfordringer. Stokken i tuen er jo på samme tid en oplagt mulighed for at udøve lederskab for fuld kraft.

Jeg har en garvet kollega, der har prøvet lidt af hvert. Umiddelbart efter at hele hans organisation var blevet nedlagt, fik jeg en kort mail fra ham. Den emmede af overskud og kampgejst. Han skrev noget i retning af, at han efter at have brugt et par timer på at nedlægge sin organisation, samme aften var blevet udpeget til at bygge en ny op fra bunden. Han var allerede helt opslugt af organisationens struktur, og hvordan de tog bedst muligt mod de nye medarbejdere etc.

Det er den pionerånd, jeg henviser til. Men pointen er samtidig; at i sådan en situation skal det gå stærkt. Alle afviklings- og udviklingsprocesser kan ikke blive gennemført så perfekt, som vi ønsker det. Men målet er også et andet: Alt skal op at køre igen med det samme.

Noveller ender som regel med, at der geninstalleres en art orden. Ofte fordi hovedpersonen – måske endda helten – udviser handlekraft. Eller for at blive i centraladministrationens jargon får ”ordnet paragrafferne”.