Hvor skal vi hen, du?

Artikel bragt i Berlingske Business

Hvis toplederen overvejende er orienteret mod det langsigtede og mellemlederen mod det kortsigtede. Kan medarbejderen så overhovedet orientere sig?

En topleders fornemste opgave er at tænke strategisk og langsigtet. Mellemlederen har mere fokus på dagligt at få det til at glide i maskinrummet. En sådan forskel er helt naturlig.

Kløften mellem de to hensyn kan dog blive for stor. En ny undersøgelse fra Center for ledelse peger på, at de strategiske beslutninger i højere grad er flyttet tilbage i topledelsen. Samtidig angiver de fleste mellemledere, at de primært bliver belønnet for at nå kortsigtede resultater, der giver umiddelbart udslag på bundlinjen. Det er i sig selv en lidt alarmerende udvikling. Dog ikke helt uforståeligt ovenpå en krise.

Men jeg synes, der er endnu et spørgsmål, der trænger sig på: Hvad betyder en sådan kløft egentlig for den enkelte medarbejder? Dem der i sidste ende skal udføre opgaverne?

En af mine medarbejdere gav i en sidebemærkning for nylig udtryk for, at hun ikke helt var sikker på den langsigtede strategi. Noget, der vist desværre ikke er helt så usædvanligt, som man som topleder egentlig gerne ville tro.

Men det duer ikke. Det er fristende at bebrejde medarbejderne, at de ikke af egen drift holder sig godt nok orienteret. Det er også fristende at bebrejde mellemlederne, at de er for fokuserede på de daglige opgaver. Og nogen vil endda finde det fristende at bebrejde toplederen for at holde kortene for tæt ind til kroppen og glemme kommunikationen. Der kan sikkert være lidt om det hele, men det handler ikke om at pege fingre.

Jeg var i denne uge inviteret ud til Center for ledelse for at holde et oplæg. Det skulle netop handle om min balancegang mellem kort- og langsigtet ledelse. Anledningen var den nye undersøgelse. Med udgangspunkt i den omtalte kløft pegede den på forskellige interessante ledelsestendenser. Men fordi min medarbejders lille sidebemærkning stadig rumsterede i mig, var det især en lille sideflig af undersøgelsen, der bed sig fast.

Undersøgelsen peger nemlig på, at der ikke kun er en kløft mellem toplederen og mellemlederen. Der er også potentielt en kløft mellem mellemlederens og medarbejdernes fokus. Medarbejderne er tilsyneladende også udstyret med det langsigtede perspektiv. Vi ved det jo godt. Nutidens medarbejdere er ikke tilfredse med en række her og nu opgaver. De vil vide hvorfor, og lader sig – heldigvis – ikke spise af med et: ”fordi det haster”. De spørger med rette, hvor skal vi hen, du?

Uanset om man er mellemleder eller topleder, så må vi ikke undervurdere god kommunikation på tværs af niveauer. Som topledere skal vi fx huske på ikke kun at kommunikere, hvor vi skal hen, til mellemlederne. Vi skal sige det direkte til medarbejderne. Og det glemmer vi ofte. Tager for givet, at de ved det. Min erfaring er, at det nærmere forholder sig omvendt. Vi kan ikke sige det for tit.