Er grøn ledelse det nye buzz-word?

Artikel bragt i Berlingske Business

Finanskrise eller klimakrise, stigende arbejdsløshed eller mangel på arbejdskraft – skal en leder sigte kort eller langt? Der er både rigeligt at bekymre sig om og lade sig inspirere af.

Jeg er flere gange stødt på et slående udtryk ’bekymringsjunkie’. Det dækker over, at mange mennesker nærmest er afhængige af det daglige fix bekymringer – store som små. Det er vist en meget normal ’lidelse’ – og lederne er næppe undtaget. Problemet er, hvis det bliver en hæmsko, der blokerer for modet til at gribe muligheder og tage udfordringer op.

Klimatopmødet i København nærmer sig, og det vil naturligt føje mere til listen over bekymringer. Som forbrugere efterspørger vi produkter fra virksomheder, der opfører sig ordentligt. De samme forventninger gælder, når vi leder efter en ny arbejdsgiver. Men det, der for alvor er en spændende tendens, når vi taler ledelse, er, at bæredygtighed i stigende grad er begyndt at handle om meget mere end konkurrencefordele. Og derfor bør også offentlige ledere holde et vågent øje med de nye tendenser. Spørgsmålet er, om grøn – eller bæredygtig – ledelse kunne være ved at afløse CSR (Corporate social responsibility)?

Verdens største ledelseskonference – Academy of Management – er netop blevet afholdt i Chicago. Her lød hovedtemaet ”Green Management matters”. Sideløbende beskæftiger flere prominente forskere og tidsskrifter sig med det endnu relativt spæde tema. Et af de grundelementer, der vækker nysgerrighed, er, at det at stille sig selv spørgsmål som, ”hvad vil bæredygtighed sige for os?” og ”hvad kan vi gøre?” fordrer en ny måde at tænke på.

Men også et andet budskab lyser op: Kombinationen af finanskrise og klimakrise er en oplagt mulighed for fx at tænke i nye måder at drive sin virksomhed på. De, der forstår det, vil også være dem, der kommer stærkest ud af den aktuelle situation.

For et år siden indledte den amerikanske stat Utah et forsøg – ”Working 4 Utah” – blandt offentligt ansatte. Den normale fem dages arbejdsuge blev ændret til en 4 dages arbejdsuge, som de resterende arbejdstimer blev fordelt udover. Den primære motivation var at skåne miljøet. Arbejdspladsens forbrug af både el og CO2 faldt betydeligt, og samtidig blev belastningen af miljøet ved transport til og fra arbejde reduceret. Her et år efter viser det sig, at der ikke bare har været betydelige miljømæssige forbedringer. Sygefraværet er fx faldet dramatisk. Medarbejderne har fået mere tid i hverdagen til familie, motion og frivilligt arbejde, og langt størstedelen af dem ønsker at fortsætte med ordningen. Jeg ved ikke, om det ville have samme effekt i Danmark, hvor arbejdskulturen er en anden. Men det er alligevel et godt eksempel på, hvordan et problem kan afføde løsninger, der rækker udover det oprindelige problem.

Så når vi senere i dag begynder at anrette os mageligt for at forberede os på den daglige dosis bekymringer, bør vi måske til afveksling springe ’de sædvanlige’ problemer over og i stedet lade bekymringerne gå på, om det overhovedet er det rigtige, vi bekymrer os om?