Dine deller – chefens skyld?

Artikel bragt i Berlingske Business

Der er grænser for, hvad vi som chefer skal blande os i. Ingen ville drømme om at blande sig i medarbejdernes privatøkonomi. Men hvad med deres sundhed?

Fitness-centrene bugner af folk, motionisterne fylder atter godt i gadebilledet, og i indkøbskurvene er der overvægt af det sunde. Det er igen blevet januar og sæson for gode intentioner om en sundere livsstil. Det gælder også i medierne med råd om slankekure, motion, og hvordan du undgår at falde i diverse sukker-fælder på arbejdspladsen. Det hele synes at være ganske som det plejer.

Og så alligevel ikke. For i år er der kommet en opsigtvækkende stemme ind i januars traditionelle sundhedskor. Nytårsaftensdag lød overskriften på en af de store morgenavisers forside: ”Ansatte: Sundhed er chefens ansvar.” Siden har jeg set flere beslægtede indlæg. Hvis det er en opfattelse, der er ved at vinde udbredelse, er det tid til at hive i bremsen: Nej! Sundhed er ikke chefens ansvar.

Avisen havde spurgt en række lønmodtagere om forhold vedrørende arbejdspladsen og sundhed. Fx svarede over 40 pct., at arbejdsgiverne har et medansvar for overvægtige ansattes vaner og adfærd, og at sundhed er et passende emne ved medarbejderudviklingssamtalen. Det kan meget vel være en konsekvens af en begyndende tendens, jeg i forvejen ikke er så begejstret for: Det stigende antal velmenende ledere, der har fanget sig selv ind i en rolle, der minder bekymrende meget om den over-omsorgsfulde forælder. De gør både sig selv, medarbejderne og arbejdspladsen en bjørnetjeneste.

Det er bestemt godt, at vi beskæftiger os med sundhed – også på arbejdspladsen. Men i mine øjne går der en klar grænse for, hvad vi som chefer kan og skal blande os i. Det er positivt med god dialog om at skabe rammerne for det sunde valg. Det kan fx være via sund kantinemad eller rygestopkurser. Ordninger som medarbejderne selv kan vælge til og fra i.

Når jeg skal vurdere nye modetendenser og forslag, som arbejdspladsen eller chefen ’bør’ indføre, lægger jeg vægt på, om det er tilbud, der skal stilles til rådighed for hele arbejdspladsen. Eller om det nærmere vil opleves som et ønske om at ændre den enkeltes livsstil. I Personalestyrelsen tilbyder vi fx alle ansatte muligheden for et helbredstjek, men blander os ikke i, om de tager imod det – ligesom vi ikke tvinger medarbejderne til at indtage frugt fra vores frugtordning. Skåret helt ind til benet, er grænsen for, om en chef bør blande sig, om det påvirker arbejdspladsen. Det gør et højt sygefravær, men det gør en usund livsstil ikke nødvendigvis.

Vi ved, at motionsivren og de sunde kostvaner normalt går stille og roligt i sig selv igen efter et par måneder, fordi man får ondt i knæet, travlt med haven eller kræsne gæster på besøg. Spørgsmålet er, om chefen også skal til at tage skylden for det?